californiennoter

Archive for the ‘Disney’ tag

Yosemite noter 1

without comments

Tirsdag d. 18, tidlig morgen. Det er lykkes mig at stå op kl. 6 og pakke mit telt sammen på den bakke, jeg måske/måske ikke ulovligt overnattede på (Carena sagde noget med overnatning i State Forest var OK, men skilte ved vejen sagde nej). Hudsafskrabninger og støv i munden fordi, jeg for hurtigt vil ned ad skrænten for at være sikker på at nå hen til busstoppet til den første bus der skulle bringe mig ind i dalen. ”All camps full” sagde et skilt ved den officielle indgang vi kører igennem, jeg prøver at lade være med at blive nervøs.

Kl ca. 8 er jeg ved Camp 4, som er den eneste campingplads i dalen, hvor alting ikke har været reserveret siden d. 15. marts, og som er den campingplads folk har anbefalet som mest ung og edgy og legendarisk, står der på hjemmesiden, qua dens rolle som ramme for udvikling af rockclimbing teknik og kultur fra efterkrigstiden og frem. Der er en times kø allerede, og det usikkert om det vil lykkes at komme ind. Det føles ligesom Berghain. Jeg når lige nøjagtigt at få en plads, efter ranger-damen har råbt ud at der kun er 12 tilbage. Hvis jeg havde taget 7:30 bussen frem for 6:45, som jeg i første omgang havde planlagt havde det ikke lykkes.

Yosemite er en af de første og mest ikoniske amerikanske nationalparker. Jeg læste på et tidspunkt om at da den blev etableret som national park sidst i 1800tallet var en af de funktioner den fik en slags kompensation for USA’s fravær af borge, kirker og langstrakt kulturhistorie. Der findes beskrivelser der fremhæver de katedralske kvaliteter ved de 1000 meter høje klippevægge og der er blevet etableret forbindelser mellem nationalparken og amerikansk identitet – at man skulle være amerikaner for for alvor at kunne værdsætte det store, rå og dramatiske vildnis.

Mens jeg går rundt i dalen, kommer jeg i tanker om forskellige stykker fiktion, jeg har oplevet som barn og som nu viser sig at have det her sted som kilde. Tegnserierne om Yakari, indianerdrengen der havde en hest, han kunne tale med, landskabet minder om det her. Og tidlige Warner Brothers og Disney tegnefilm har både talende dyr og sceneri hvis ikke eksplicit det her sted som setting.

2013-06-18 15.58.48

Jeg læser i Rebecca Solnits Savage Dreams. Halvdelen af bogen handler om Yosemite, og især om det modsætningsfyldte i hvordan stedet gang på gang italesættes som et uberørt jomfrueligt paradis, som mennesker kun kan være gæster i overfor det faktum at indianere har levet her i mere end tusind år før stedet blev ”opdaget”. Jeg lærer at anledningen til at stedet i 1851 blev fundet af hvide mennesker var en tilfælde i anledningen af en krig mod indianerne i området i forlængelse af konflikter foranlediget af det californiske guldræs. En sø, Lake Tenaya, har sit navn fordi det var ved den høvding Tenaya og hans stamme blev fanget og marcheret ud af dalen. Lidt under30 år senere begyndt det første hotel at blive opført.

De kæmpestore klippevægge er sindssygt flotte, og Yosemite Fall vandfaldet, også. Jeg går ud i vandet og hopper op på stenene på vejen hen mod det. Der er store mængder af mennesker ved dets bund. Det generer mig ikke så meget, som det måske er forventet af mig, det burde genere mig. Fra samtaler med venner fra Santa Cruz mv., har jeg kunnet fornemme at Yosemite Valley er noget, man helst skal tage en vis afstand fra. Det er det mainstream, turistede, den version der er gået hen og blevet uautentisk. Swimming pools, shuttle-busser, junior ranger børnequiz, butikker og museer. Yosemite Valley er Disney World, sagde en ven. Positioneringer omkring måder at rejse på og steder at rejse hen som mere eller mindre ægte er lige så gammelt som turisme som fænomen, dvs. ca. et par hundrede år.

Mere end Disney World minder dalen mig umiddelbart om World of Warcraft. Man kan gå rundt i Yosemite Village og købe forskellige hjælpemidler til ens færd. De forskellige hikes har forskellige sværhedsgrader og vil give mig forskellig grad af xp. Back country hikes, hvor man overnatter i vildnisset, er det der giver flest point. Det bliver ikke noget jeg opnår ved dette besøg.

Written by buethastum

juni 18th, 2013 at 5:03 pm

Posted in Billede,note

Tagged with , ,