californiennoter

kategori: studier/mit independent study forløb

Karen siger, jeg skal prøve at finde et (gerne tekno-videnskabeligt) objekt at tænke gennem, at forsøge at læse de teoretiske tekster diffraktivt igennem. Ligesom hun selv bl.a. gør med slangestjernen (engelsk: Brittle Star) i sin bog. Det kan være er en måde at prøve at overkomme min ambivalens omkring det generelle vs. det specifikke.

Jeg overvejer om jeg skal prøve at arbejde med ASMR, som dog er blevet slettet fra wikipedia pga. ikke at have status som et videnskabeligt objekt. Hvilket dog på en måde i sig selv også er interessant nok.

Derudover:

I mit fag om turisme skal jeg nu til at læse om den historiske konstruktion af stranden.

Jeg har næsten ikke drukket kaffe i en uge. (Til gengæld: Mate).

Jeg har de seneste dage følt stor glæde ved internettet og alle cirkulationerne og mulighederne. Måske også lidt fordi internettet har en del af København i sig. Og emails.

Har endelig fået købt en våddragt. Jf. danseperformance jeg så sammen med Elise og Thorbjørn i går er man lidt en fjollet søløve med sådan en på.
Jeg er øm i nakken og brystet efter (forsøg på) surfing. Det er en ambition at etablere samarbejde med havet. Og klatretræerne, som vi var oppe i frokostpausen i fredags.
Jeg skal også samarbejde med Carrie og Gwen fra antropologi om at lave en læsegruppe til The Biology of Everyday Life. Indtil videre har vi mest snakket om, hvordan ret mange aspekter ved den måde faget er designet på er sjoller-agtige. Jeg skal samarbejde med Karen Barad (yay!) i independent study forløb, og jeg skal måske-forhåbentligt samarbejde med renegade fest-arrangør m. henblik på at dj’e til ulovlige fester i skovene om natten. Håber jeg. Nu må vi se.
Generel føler jeg en lyst til at tage del i opfindelsen af obskure alliancer, affiniteter og nydelser.

PS. Ville gerne have postet nogle flere billeder, men er lidt slap med fotograferingen. Man kan eventuelt i stedet se flotte billeder fra Santa Cruz på Joels blog.

Det regner nu.
Jeg er bange for enrollment systemet og Department of Homeland Security’s instans for overvågning af internationale studerende, som jeg har betalt $200 i gebyr til for at de kan monitorere at jeg ikke ryger under 12 units pr. term og derfor er ugyldig som amerikaner. Enrollment systemets deadlines er måske et jernbur. Det er i hvert fald relateret til The Registrar Office, hvor personalet sidder bag glasruder.
Torsdag er den eneste dag, jeg ikke har timer. Jeg har siddet hjemme indtil nu og læst i en tekst af Michael Jackson om kroppen. Min krop bliver doven og ineffektiv hvis jeg ikke flytter den fra det sted, hvor den har sovet. Det har jeg så endelig gjort nu. Ned til Java Junction ved krydset mellem Seabright Av og Murray St. Jernbanen går parallelt med Murray st. Jeg har aldrig set et tog. Lige inden jeg tog et sted kom en mand med højtalere.

Efterårs-quarter’et på universitet er startet for omkring to uger siden. Især den første uge var temmelig hektisk og indeholdt for mit vedkommende besøg på langt flere fag end jeg egentlig skal følge, samt løbende forsøg på stillingtagen til, hvad jeg faktisk ønskede og var i stand til at tage.

Jeg er endt på to undergrad fag (plus et eller andet yderligere, jeg stadig prøver at finde ud, hvad skal være, der skal give mig de sidste to units, der er nødvendige før jeg er gyldig som fuldtidsstuderende og kan bibeholde min juridiske status i relation til den amerikanske stat). Nogle dage, nogle timer, føler jeg frustration over, hvordan fagene er tilrettelagt på uhensigtsmæssige måder, og hvordan vi har alt for meget læsning, mens diskussionerne sjældent kommer særlig meget ud over at referere hvad der står i de læste tekster.
Der er en høj grad af kontrol; afkrævning af underskrifter som dokumentation for tilstedeværelse til fag, reading questions der skal besvares skriftligt online hver uge, hvis man ikke vil dumpe. Det er lidt en fabrik, og det er en lidt trist og kedelig subjektivering. Jeg skal lidt selv kæmpe, hvis jeg vil opretholde en reel intellektuel nysgerrighed, der rækker ud over blot at bestå ANTH 136.

Og samtidig, sammen med alt det støjende, træge og kiksede (akademisk eller otherwise), er der også løbende en vis mængde interessante tanker, interaktioner, sansninger, fornemmelser. Santa Cruz er smuk, folk er sjove og venlige; uagtet hvad de bliver brugt til i timerne, sker der interessante ting i de akademiske tekster. Jeg tror måske, jeg er ved at lære at blive bedre til at lade være med at gå ud fra, at verden nogensinde ville kunne være et gnidningsfrit sted.

Mine samboer bruger betydelige dele af deres liv på at sidde i sofaer, ryge bong, se reality tv og være højrøstede. De er også ok søde. Luke har sagt, han gerne vil lære mig at surfe.

Igår var jeg til kontaktimprovisation hos Rhia. Vi mødtes og spiste på en afghansk restaurant på Pacific Avenue inden, fordi hun gerne ville høre noget musik, jeg havde talt om, sidst jeg var til hendes klasse. Det er et par uger siden siden jeg har danset sidst, det var en god (gen)åbning af taktilitet og selv-/omverdensfornemmelse.

Jeg har skrevet en mail til Karen Barad. Hun har ikke svaret endnu.

7:10 pm

Første gang på vej hjem fra universitet om aftenen – nedad cykelstien gennem marken – hvor det ikke er tåget og hvor jeg kan se ned til byen, lysene og havet.

9:20 pm

Første gang i USA jeg er på et værelse, jeg kan lukke døren til.

• At der er fjernsyn over det hele. I stuer, på barer og restaurenter. Det er en åndsvag centrering af rummet og opmærksomheden.
• At fredag-lørdag aftens Santa Cruz byliv altså er relativt provinsielt, især i musikalske termer.
• At maden på universitetets Dining Halls er skuffende og for en stor dels vedkommende fyldt med fedt og sukker
• At amerikansk alkohollovgivning er så overdrevet moralsk og restriktiv (Intet indtag eller åbenlys transport i nogen offentlige rum, alt er ulovligt inden man er 21, ingen steder, i hvert fald i Santa Cruz, sælger alkohol efter kl. 2 om natten, faktisk lukker alting halv to, også fredag og lørdag. Fra andetsteds ved jeg at natten, hvis den strækkes ud, med det moderate fysiologiske offer det indebærer, har potentiale for særlige former, kollektiviteter og fornemmelser. Dette er ikke amerikanerne forundt).

Jeg mødes med A på 515, som er en lidt slidt, men også smagfuld bar med en afdæmpet måske lidt 20er-dekadent interiøræstetik . Vi venter tre kvarter på at blive betjent, hvorefter hun  går op i baren og henter øl til os. A er vokset op i Utah og kommer fra en mormon-familie. Hun har været gift og er blevet skilt, nu er hun polyamorøs og spirituel, kan godt lide psykedeliske stoffer, er dygtig til balinesisk dans og kontaktimpro og snakker meget. Hun ejer ikke en computer, så hun har brugt dagen på at forsøge skrive en fondsansøgning for sit dansekompagni på sin android.

Vi hører en bossanova-version af Billy Jean i bilen, da hun med cyklen i bagagerummet kører mig hjem til Ratz-Carlton ad mørke N Gulch Rodeo.

Mona-Lisa der er vokset op i Italien fortæller, hun ikke rigtigt føler sig som amerikaner. Hendes mand Casear siger:  ”You know what you are? The one thing you are? Mine.”

De tatoverede og skaldede mænd på caféen drikker og cola og taler om krigscomputerspil og science fiction-litteratur med zombier.

• Visitkort fra Gary som fikser cykler og sælger dem på Craigslist. ‘Gary’s Bikes’.
• Visitkort fra random person i Trader Joe’s som sagde, han havde en form for store håndklæder ude i sin bil, som han på smart vis kunne skære i mindre stykker og derved spare en masse penge. Han skrev sin bors telefonnummer på visitkortet, også. Broren boede ude på landet og havde måske et værelse til leje.
• Hjemmesideadresser m.m. nedskrevet på min notesblok af person på café der synes mine hovedtelefoner havde et interessant look og ville vide om jeg interesserede mig for teknologi. Han ville gerne være mere verdensomspændende. ”Sociology/entertainment”, ”programming/internet”, ”xxxanonxxx”, ”#thedetermineddetermnist”.
• Visitkort fra Senior Sales Professional Caesear Martinez, som vist også ville leje et værelse ud. Jeg mødte hans kone Mona-Lisa og ham på en bar lørdag aften. Ceasear talte meget om at jeg var nået til afgørende kapitel i mit liv. Da jeg i forlængelse af Ceaser udbredte sig om kosmisk sharing, fortalte om Couchsurfing som koncept begyndte Mona-Lisa små-panisk gentagende at indskærpe at jeg altså helst ikke rigtigt måtte have gæster. Ceaser sagde, jeg måtte forstå at sådan var det, når der var tale om en kvinde. Senere kom de vist lidt op at skændes.
• Notits fra pige på kaffebar om at hun syntes, jeg havde et sødt smil og håbede, jeg ville komme over og hilse, hvis vi begge var på stedet igen i fremtiden.

Har fået købt nice cykel. Telefon er tilsyneladende begyndt at virke igen. Gode tider, godt humør i dag.

Det er lørdag tidlig aften og jeg sidder på en kaffebar ved navn Verve på Santa Cruz’ hovedgade, Pacific Avenue, som er byens mest strøget-kommercielle agtige gade (uden dog at være en gågade). Kaffebaren er lidt smart og dyr, men ok velegnet til at sidde og trykke på sin laptop, bortset fra ret crappet radiopop tidligere. Er glad for at have lånt en cykel af Quin, og have fået købt lygter til den, så jeg kan cykle hjem selv om det bliver mørkt. Har nederen over crappy ustabil slum AT&T gophone telefonforbindelse, der besværliggør værelsessøgning. Tænker over det klaustrofobisk forarmede i situationer, hvor infrastrukturelle mindstebehov ikke er opfyldt (internet, cykel, telefon der virker).

Jeg bor midlertidigt i et hus oppe i Soquel som er et skovområde uden for byen en smule oppe i bjergene. Jeg er kommet til huset via en vens ven, der bor der. Huset beboes af ialt ca. 14 mennesker, har konstant gæster og har en stemning der minder mig en smule om permanent Roskilde Festival light. Det er på en gang ret sejt og en smule uoverskueligt. Folk er søde, imødekommende og hjælpsomme og har i en eller anden grad holdt fest hver aften mens jeg har været her. Jeg sover i stuen og er blevet virkelig glad for de ørepropper, jeg tog med.

Udsigt fra madrassen jeg sover på:

Terassen tidligt om morgenen, mens det stadig er tåget:

Alle dagene har det indtil videre været tåget og lidt gråt om morgenen om formiddagen, temmelig varmt fra middag og frem til 18-19-tiden hvorefter det gradvist bliver en del koldere som mørket falder på.

Heterogent stuebord og topskudsrige hampplanter:

Div. sceneri fra rundt omkring i byen:

11:22 US vestkyst-tid (stillede uret da jeg var steget på for at prøve at vænne mig til ny tid)

Halvsovende i lufthavnen i Amsterdam hvor jeg mellemlandede, fik jeg en følelse af frygt for at mine ting skulle blive taget. F.eks. mine sko, som jeg havde stillet på gulvet. Må man komme med flyet til USA uden sko på? Jeg har ikke længere et værelse hjemme i Danmark. Jeg har ikke et værelse nogen steder. Der er en anden grad af afkoblethed end på kortere ferierejser. Der findes forskellige grader af afkoblethed at rejse i. Min ængstelighed er ret undseelig, hvis man tænker på, hvordan situationen må være for flygtninge uden familie, uden viden om nogen som helst synes de er velkomne, der hvor de er på vej hen, uden høflige opmærksomme stewarder, som ser man ikke fik frokost samtidig med de andre fordi man sov, og skynder sig at komme med en bakke, når man er vågnet og kigger forvirret-forhåbningsfuldt omkring.

Der er ikke så længe til vi lander. Landskabet er ret smukt. Jeg sidder ved et vindue i højre side af flyet og kan følge vestkysten, som vi nu flyver langs med mod syd.

Onsdag morgen kl. 4:45

Damen bag disken skal se boardingkortet når hun sælger mig vand. Arme og fingre er ømme efter træk af 45 kilo bagage. Klokken er kvart i fem om morgenen her og kvart i syv om aftenen på den amerikanske vestkyst.

Jeg tænkte tidligere over, om den situation jeg er på vej til at kaste mig selv ud i, vil give mig en anden form for forståelse for hvorfor immigranter er tilbøjelige til at opsøge andre med samme nationale baggrund det nye sted, de befinder sig. At klamre sig til alt, hvad der kan give en overskuelig velkendt følelse af tryghed i en fremmed verden. Nu må vi se.

Shuffle på itunes får mig, overtræt og modtagelig, til at konstatere at en masse musik, der kan fantastiske ting eksisterer derude (eller hvad siger man? derinde eller derhenne eller rundt omkring eller hænger i skyen eller på træerne eller er allesteds afventende uden dog altid at give sig til kende før lige pludselig).

Chilinødderne jeg købte i Døgnnetto tidligere i aftes er for hårde i konsistensen. De er lidt som en slags afvisende sten. Der eksisterer bedre snack-oplevelser i denne verden.